Det nye kirkeår kom godt i gang - mange vil fejre første søndag i advent
Første søndag i advent markerer også begyndelsen af et nyt kirkeår, og både i Vester Assels og Vejerslev benyttede mange sig af muligheden for at fejre advent sammen i kirken.
I Vester Assels var der 30 til højmessen - og efterfølgende klejner og kaffe i våbenhuset, og for Trine Gjørtz gik turen derefter direkte videre til Vejerslev Kirke, hvor der blev holdt en dåbsgudstjeneste inden den ordinære gudstjeneste kl. 14. Her oplevede dåbsfølget en helt særlig stemning, da de alle blev inviteret op omkring døbefonten, hvor de sammen kunne være med til at få lille Astrid døbt.
Siden var der næsten snigpremiere på julegudstjenesten, da kirkegængerne blev ved med at myldre ind til gudstjenesten kl .14. Bænkene blev fyldt, så det var nødvendigt at tage stole og de de lange bænke i brug. I alt kunne 120 lytte til Sydmors Kirke- og Skolekor, der havde deres egen lille afdeling i gudstjenesten med et par sange, der udløste klapsalver - både efter optrædenen, og da Trine Gjørtz fulgte pigerne ud efter gudstjenesten.
Koret, præst og en god del af kirkegængerne fortsatte derefter til Menighedshuset, hvor der var stor aktivitet i flere etager.
I kælderen var der indrettet kreativt værksted, hvor børnene kunne boltre sig med perleplader, juledekorationer og hvad der ellers hører til et gedigent juleværksted.
Ovenpå kunne de voksne nyde et overdådigt udvalg af hjemmebag og en kop kaffe, mens snakken gik - kun afbrudt af fællessang og højdepunktet - korets Luciaoptog, der var et smukt stemningsmæssigt højdepunkt på dagen, da lyset blev slukket og kun lyden af pigernes luicasang fyldte menighedshusets sal.
Adventsfesten i Menighedshuset var arrangeret af menighedsrådet sammen med Borgerforeningen og Sydmors IF - og alle var vist enige om, at det var en succes, der bør gentages.